• Prisen på olivenolie er steget med 50 procent. Sådan går det med priserne i din indkøbskurv

    المصدر: BDK Finans / 12 فبراير 2024 11:29:31   America/New_York

    Du skal have ekstra penge op af lommen, hvis du vil ned i supermarkedet og købe eksempelvis olivenolie eller øl. Hvis du er på vej på vinterferie, har din pakkerejse sandsynligvis også været en hel del dyrere end for et år siden. Til gengæld er mælk og ost blevet billigere. Priserne stikker i øjeblikket i forskellige retninger. Derfor får du her en gennemgang af priserne på forskellige forbrugsgoder, så du kan se, hvordan din økonomi bliver påvirket. På baggrund af de nye tal for inflationen for januar fra Danmarks Statistik har Berlingske nemlig regnet på, hvordan det går med priserne på danskernes indkøb. Øl bliver dyrere De overordnede tal viser, at inflationen i januar er på 1,2 procent. Dykker vi ned i de tal, er der som altid stor forskel på, hvor meget de forskellige varer og tjenesteydelser stiger og falder i pris. Siden toppen i foråret 2023 har der været en faldende tendens for priserne på mælk og ost. Omvendt er det blevet en hel del dyrere for danskere, som gerne vil bruge olivenolie. Prisen på olivenolie er vokset med 52 procent siden indgangen til 2022. Ser vi på en række andre varer i samme periode, er der også et par interessante observationer. Eksempelvis holder priserne på vin sig nogenlunde stabile med en prisstigning på fem procent, mens prisen på øl er vokset med 16 procent. Sidstnævnte kan blive endnu dyrere fremover. Da landets største bryggerikoncern i form af Carlsberg fremlagde årsregnskab i slutningen af sidste uge, sagde topchef Jacob Aarup-Andersen, at priserne skal løftes for at dække øgede omkostninger. Mens priserne på grøntsager fortsætter med at stige, er priserne på frugt omvendt begyndt at falde ganske pænt. Det betyder, at stigningen i priserne har været fire gange så stor for grøntsager som for frugt siden begyndelsen af 2022. Det er 17 procent i forhold til fire procent. Flyrejser bliver dyrere I denne uge er der rigtig mange danskere, der er på vinterferie, og hvis de er taget en tur på ski, har de nok måttet gribe ekstra dybt i pungen. Priserne på pakkerejser har nemlig været støt stigende siden indgangen til 2022. De er steget med 27 procent. Samtidig er priserne på flyrejser for alvor begyndt at gå i vejret igen og er steget med 12 procent siden august 2023. Hvis danskerne ønsker at gå på restaurant, kan de også mærke det. Ifølge Berlingskes beregninger er det blevet 5,6 procent dyrere at gå på restaurant i januar i år i forhold til for et år siden, og 16 procent siden 2022. En klipning hos frisøren eller reparation af bilen er ligeså blevet dyrere – om end en del mindre. Priserne hos frisørerne er steget med 7,5 procent i de seneste to år. Mens det er blevet godt ni procent dyrere at sende bilen på værksted. Der kommer øget pres Tallene for inflationen i januar kommer, samtidig med at der i weekenden blev indgået en ny overenskomst for omkring 200.000 ansatte i staten. De kan over de næste to år se frem til en lønstigning på 8,8 procent. Det er nogenlunde det samme som i det private, og det betyder, at danskerne vil få en ganske pæn stigning i deres realløn i år og næste år. Dermed vil rigtig mange danskere have genvundet deres købekraft i løbet af i år eller næste år efter en periode med den skyhøje inflation. Det vil nok glæde danskerne, men det har også sin pris. »Dybest set er det godt med den genvundne købekraft, for det kan holde økonomien i gang. Det kan godt være med til at lægge lidt pres på efterspørgslen, og privatforbruget kan komme lidt op i 2024. Det kan give lidt inflationært pres,« siger Helge J. Pedersen. Han tror, at inflationen vil stige hen over året. »Vi skal ikke vente på at komme ned på de ultra lave inflationsrater, vi tidligere så. Vi skal vænne os til, at den vil være omkring to procent. Måske endda lidt over,« siger Helge J. Pedersen. Han mener, at inflationen godt kan være kommet op på omkring tre procent hen mod slutningen af året. Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre ligger meget på linje. »Lønstigningerne er i øjeblikket de kraftigste i 15 år, og det vil give et pres opad på inflationen. Samtidig har vi også set fragtraterne løfte sig mærkbart med uroen i Det Røde Hav, og det kan smitte af gennem højere priser til danskerne,« hedder det i en kommentar til dagens inflationstal fra Jeppe Juul Borre. https://www.berlingske.dk/oekonomi/prisen-paa-olivenolie-er-steget-med-50-procent-saadan-gaar-det-med
شارك على،